OMXC20 siden 1992



Vores forunderlige planet.

Denne side er under opbygning, påbegyndt medio april 2017, så det tager nok nogen tid, inden den er læseværdig.

Planeten er spillevendende indeni!


I vore moderne tider synes vi vel alle, at vi snart kender vores planet ganske godt. De fleste har kørt motorvejene tynde, sejlet lange ture og fløjet det meste af jorden rundt. Jeg selv har i 1962 fløjet med SAS over Nordpolen, fordi det den gang ikke var tilladt at flyve over Rusland og Sibirien. Jeg afmønstrede fra et skib i Japan, og hjemturen foregik med SAS 8 timer fra Tokyo til Alaska og derfra 8 timer over Nordpolen, ned over Norge til København.
Selv nutidens unge tager sabbatår og rejser jorden rundt. Og så giver rejselivet jo glimrende samtaleemner, hvor man nemt kommer i kontakt med næsten alle.

Lad mig først lige præsentere mig selv. Jeg hedder Gunnar Foged, født 1933, opvokset på Samsø Bor nu i Hasseris. Jeg er ikke geolog, astrofysiker eller noget, der har med min tale at gøre. Jeg har blot en Skibsførereksamen fra 1959, og i kraft af mine 55 spændende og interessante år på klodens vilde oceaner fået en brændende lyst til at vide noget mere om den jord, vi bevæger os hen over.

Men det er jo kun toppen af planetens overflade vi ser.

Som dreng kiggede jeg ned i en dyb brønd, som bare var kulsort. Jeg spekulerede på, hvor dybt man kunne grave. Det blev sagt, at gravede man dybt nok, kom man igennem hele jorden, og så kom man ud ved kineserne. Det svar slog jeg mig til tåls med, til jeg fik lejlighed til at se en globus, og her viste det sig, at modsat Danmark var jo nærmere New Zealand, så det var vel nærmere der, man kom ud. Tankerne løb videre; kom man nu ud med benene først. En uhyggelig tanke slog mig. Hvad, hvis man ikke ramte New Zealand, men ramte lige ved siden af i Stillehavet. Fik man så hele Stillehavet i hovedet.

Nuvel. Tanker skal tolkes, og det må man have hjælp til. En lærer i skolen forklarede, at hvis man gravede dybt nok ned, ville temperaturen stige med ca. 25° for hver kilometer man kom ned, og så kunne man nok forstå, at man ikke kunne grave sig ret langt ned. Læreren fortalte yderligere, at jordens faste skorpe kun er ca 30 km. tyk. Længere nede er jorden glødende og tyktflydende. Nu var der rigtigt noget at beskæftige tankevirksomheden med. Og at dette jo var den skinbarlige sandhed, kunne enhver jo se på de ildsprudende hjerge, (Vulkaner). Vores planet begyndte at blive interessant.

I første klasse i skolen blev jeg klar over, at jeg ville til søs, når jeg blev voksen, og den tanke kunne ikke ændres. Da jeg var godt og vel konfirmeret fik jeg hyre som kok og ungmand på et lille sejlskib med hjælpemotor, der kunne laste 115 tons - m/gl "Erna" af Samsø. Skibet sejlede mest i danske farvande med afstikkere til Sydnorge, Sverrig og Nordtyskland.

Jeg fik hurtigt lært at sætte sejl og styre skibet, og så begyndte udforskningen af jorden. Den første sejltur gik fra København til Aalborg, og jeg må indrømme, at der var meget langt til Aalborg. 20 timer over Kattegat uden at se land, - kun vand og et vanskeligt magnetkompas til at styre efter. Kompassets nordpol viste retningen til jordens magnetiske pol, som lå et sted i Canada. Nu begyndte jeg at fornemme de større forhold.

Når vi sejlede for sejl, var skibet nemt at styre. Man bandt bare en snor på en ratknag i en bestemt stramhed, og så kunne man gå sig en tur, eller give sig til at studere søkortene, som indeholdt mange interessante oplysninger. De vigtigste oplysningen var selvfølgelig dybdeforholdene, dybdekurverne og sømærkerne, bøjer, lystønder, koste, fyr, ledefyr osv.

Den vigtigste opgave var selvfølgelig at holde øje med anden skibstrafik, og så gå af vejen for andre skibe i henhold til søvejsreglerne. De vigtigste regler fik jeg overleveret mundtligt; men for en sikkerheds skyld måtte jeg hellere purre skipper, hvis der kom et andet skib inden for synsvidde. Det var nu ingen hyppig begivenhed. Vi kunne nok sejle tværs over Kattegat uden at møde andre skibe. Sådan opfattede jeg verden i 1949.

I søkortet var der indtegnet en såkaldt kompasrose. Den viste kompasgraderne hele vejen rundt; men dem brugte vi ikke, nej, vi sejlede efter streger: NV til V ½ Vest. Så kunne jeg jo bruge tid på at regne det om til grader.
På kompasrosen var der også en tværstreg, hvor der stod: misvisning 1½° West, (1948) aftager 6' årligt. Tegnet efter 6 tallet betyder bueminutter, og der går 60 bueminutter på en grad. I et ældre søkort fra var misvisningen på samme sted 5½° Vest, (1935) aftager 10' årligt. Søkortene er tegnet efter et såkaldt Merkatorprincip, hvor de lodrette linier (længdegraderne) alle samles i den geografiske nordpol. Misvisningen er vinkelforskellen mellem retningen til den magnetiske pol og den geografiske.

Der var en ny spændende oplysning. Misvisningen skyldes jo, at jordens magnetiske pol ligger i Canada; men eftersom misvisningen ændres (6' årligt), så må denne pol jo flytte sig. Jeg kommer tilbage til dette spændende emne senere.

Et par år senere fik jeg lyst til at se større skibe og større dele af kloden, men der var ingen hyrer at få i danske skibe, så jeg rejste til Gøteborg og søgte hyre derfra. Det gik ganske let. Jeg fik et letmatrosjob på et svensk ØK skib "m/s "Tamara". Det var nye spændende udfordringer med to gange 4 måneders rejse til Bagindien og tilbage.

Svenskerne var interessante mennesker, og det varede heller ikke så længe, inden jeg selv talte svensk til rimelighed. En styrmandselev fortalte, at Grønland fjernede sig fra Skandinavien med 5 centimeter om året. Min første tanke var, at jeg gerne ville se det målebånd, man havde benyttet. Senere er jeg dog blevet klar over, at der findes mennesker, der har viet hele deres liv til at bevise eller modbevise rigtigheden af deres og andres påstande.

Året 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Wegener mente, at disse kontinenter var blevet adskilt fra hinanden ved kontinentaldrift, men havde ikke nogen tilfredsstillende forklaring på kræfterne og dynamikken bag kontinenternes bevægelser. Teorien blev derfor forkastet og latterliggjort af de fleste af samtidens geologer.
Vi skal helt frem til 1960-erne før vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island.

Ser man f. eks. på et søkort, der dækker hele Atlanterhavet, vil man se, at der midt imellem Europa og Afrika på den ene side og Nord- og Sydamerika på den anden side findes en forhøjning, den midtatlantiske ryg . Den er dannet ved, at de to kontinenter trækker sig langsomt fra hinanden måske ca. 2 - 5 cm om året. Derved kommer der varm magma fra jordens indre op i det kolde vand, hvor det størkner. Dette har foregået over millioner af år, så den midtatlantiske ryg er da også betydeligt højere end resten af Atlanten. Nogle steder kommer ryggen helt op over vandet og danner øer som Tristan da Cunha, Ascension, Sao Paulo, Azorerne og Island. Den sidste er så absolut den mest interessante, med varme kilder, geysere og vulkaner. Der er 30 aktive vulkaner på Island. Her er jordskorpen så tynd, at 90% af Islands huse bliver opvarmet med varmt vand fra undergrunden. Den revne, der dannes ved kontinenternes adskillelse går således ret gennem Island, og ved Tingvallasletten kan den tydeligt ses med det blotte øje. Her skulle adskillelsen dog kun være 2 cm.om året. Man kan spadsere nede i mellemrummet mellem Amerika og Europa. Island bliver således en smule større hvert år.

Billede af min globus giver et ganske godt indtryk af Den midtatlantiske ryg = Reikjanesryggens placering, form, højder og skråninger.

Der ligger en særdeles interessant artikel om Islands vulkaner mm. på http://vulkaneksperten.dk/islands-vulkaner/~

1963 gik en undersøisk vulkan syd for Island i udbrud, og der blev dannet en ny ø "surtsey" på flere hundrede meters højde. Vi kunne følge begivenhedernes gang på fjernsynet. Der blev udspyet så meget aske, at det var farligt at flyve igennem askeskyerne, så flyvning i store områder af Nordeuropa blev forbudt. Asken strakte sig helt ned til Norge.

_____________________

Den midtatlantiske Ryg fortætter ned syd om Afrika, op igennem Det indiske Ocean, gennem Det røde Hav, Middelhavet og slutter en ring igen ved Den midtatlantiske Ryg. Denne ryg har således indrammet hele Afrika på en såkaldt tektonisk plade, (Den afrikanske Plade) der nogen steder meget langsomt glider ind under naboplader, der således foldes opad til bjergkæder, som igen flyder på den flydende magma underneden. Andre steder glider pladerne sidelæns som ved San Andreas forkastningen i Californien, og andre steder glider pladerne fra hinanden som på Island.

På hele den atlantiske ryg glider pladerne fra hinanden, og magmaet stiger op langs en brudlinje midt i ryggen og danner ny oceanskorpe, som straks spaltes af en ny brudlinje, glider til side og giver plads til mere magma nedefra. Med få centimeter om året skubbes ældre havbund ud til begge sider som store plader.

Hele jorden er således delt op i 7-10 store faste tektoniske plader, samt en hel del mindre.

En delvis nabo til den afrikanske plade er den indiske plade. Selve Indien menes for ca 200millioner år siden at have revet sig løs fra Sydafrika og drevet/trukket nordpå til sin nuværende position, hvor den har ramt Asien.
Så kunne man måske forvente, at dens nordgående bevægelse ville standse; men nej, nej. Dens masse (vægt) er så stor, at Indien fortsætter nordpå og skubber sig ind under den Kinesiske/Asiatiske plade, som derved foldes opad, hvorved Himmalaya bjergkæden er dannet. Ja, men er Indien så da ikke stoppet endnu. Nej, Himmalaya bjergenes højder vokser stadig med ca. 5 centimeter om året.

Går man lidt dybere ind i sagerne, så viser det sig, at alle jordens bjergkæder stadig er under forandring. Man husker måske at den engelske videnskabsmand Charles Darwin undrede sig over, at der lå muslingeskaller højt oppe i Andesbjergene, som ikke var blevet bragt op af mennesker eller dyr, men der er en naturlig forklaring. Andesbjergene blev dannet for mange år siden ved, at Nascapladen og den sydamerikanske plade stødte sammen og lavede en bjergfoldning. På det tidspunkt da de blev dannet var noget af Andesbjergene havbund, hvor der blandt andet levede muslinger. På den måde blev muslingeskallerne transporteret op ved, at bjergene blev foldet op.

I lidt mindre målestok har man i Nordsverrig fundet nogle gamle billeder, der viser, at vandstanden for 100 år siden var 100 cm højere på dette sted. Det er selvfølgelig landmassiverne, der har løftet sig 1 cm om året over de sidte 100 år. Andre steder stiger vandstanden, (Holland, Venedig, Bangkok, og visse øgrupper i Stillehavet) hvor man skyder skylden på klimaforandringerne.



Langs Chiles kyst går jordens dramatiske kræfter for alvor op for Darwin. Få dage efter et jordskælv ankommer de til Concepción, hvor hundredvis af bygninger er jævnet med jorden, mange er dræbt og såret, og de geologiske kræfter har løftet hele klippekysten næsten en meter op. Da Darwin inspicerer kysten, opdager han, at klipperne vidner om tilsvarende begivenheder i fortiden. Det går op for ham, at de store kræfter pludselig kan ændre omstændighederne dramatisk for livet og dermed bane vejen for udvikling af nye arter trinvis og ikke nødvendigvis over mange tusinder af år.

_____________________

Forskellige finker


Læs nogle spændende artikler af Vulkaneksperten Henning Andersen.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor videnskaben accepterede, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

~~~~~~~~~~~~~~

2 Den levende jord Jorden er spil-levende! Langt nede under vores fødder arbejder stærke naturkræfter, som bl.a. sørger for at forme jordens overflade. Varm stenmasse kryber langsomt opad fra flere tusinde kilometers dybde og skubber til de plader, der udgør jordens ydre skal. De steder, hvor pladerne er tunge og kolde, synker de ned i jordens dyb. Teorien som beskriver hvordan pladerne flytter sig, kaldes pladetektonik. Kilde: Niels Henriksen, Grønlands Geologiske udvikling, GEUS Når pladerne bevæger sig udløses der jordskælv, især langs pladernes kanter. Jordskælv forårsager mange ulykker, men bevægelserne i jorden er helt nødvendige for vores overlevelse. Pladernes bevægelser holder bl.a. bjergkæderne ved lige. Bevægelserne sørger for at bjergene bliver skubbet et lille stykke opad, når vinden har slebet toppen af. Hvis pladetektonikken går i stå, vil vinden slibe alle bjergene ned, så jorden til sidst er glat som en strandsten. Uden skarpe niveauforskelle vil der ikke være noget til 2 Kontinent Opsmeltning Vulkanisme Sedimenter Subduktion LITHOSFÆRE Kontinent Ocean ASTHENOSFÆRE Konvektion Hurtigt nedsynkende plade Kappediapir Opstigende kappemateriale Indre kerne Ydre kerne Midtoceanryg Opsmeltning Nedglidende plade Nedre kappe Øvre kappe Spredningszone at holde oceanernes vand tilbage, og hele jorden vil blive dækket af cirka 2,5 km vand overalt. I dette temahæfte fortæller vi om, hvordan jorden arbejder, og hvordan vi kan holde øje med jordens aktivitet. Vi kan ikke kontrollere de voldsomme naturkræfter, der er på spil, men ved at forstå hvordan jorden fungerer, vil vi kunne begrænse naturkatastrofernes omfang. Kilde: E. Schou Jensen, Geologisk Museum.

Den dynamiske jord.