Tilbage til forsiden.

Billeder.

Mit livs erindringer.

Barndommen


I folkeskolens første eller anden klasse var der i en læsebog en tegning, som nu 60 år senere stadig står knivskarpt i min erindring. Tegningen forestillede et skumringsbillede af et fyrtårn, der sendte sin lyskegle ud over havet, og et motorskib passerede forbi. Mine tanker, da jeg så billedet, står også stadig klart for mig. Sådan et skib ville jeg ud at sejle med, når jeg en gang blev voksen. Med årene blev tanken stærkere, og skønt mor ikke brød sig om det, var jeg ikke til at rokke. Hvis jeg ikke måtte komme ud at sejle, ville jeg op at flyve. Så måtte jeg dog hellere sejle. Egentlig kunne jeg godt forstå mors indstilling, for netop året før var en lille galease "Fanny" sunket få sømil nordøst for Samsø. Besætningen havde i jollen reddet sig ind til stranden ved vores nabo. Man hørte jævnligt om skibsforlis; men langt de fleste skibe klarede sig dog fint.

Jeg er opvokset på Nordsamsø på et lille husmandssted på 30 tønder land med 3 tønder land plantage liggende lige ud til klitten og stranden. Vi havde 4 køer, to heste, nogle grise og kalve. Høns havde vi da også, og somme tider ænder, gæs og duer. Mor var virkelig skrap til at stege dueunger; men jeg syntes, det var så synd for ungerne, når far fangede dem og med en lommekniv på struben rev hovedet af dem. Landbruget var dog ikke lige noget for mig. Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at sende dyrene på slagteriet, og det virkede som hasard, når der skulle tages stilling til, hvilke afgrøder, der skulle sås. Var der for eksempel en god pris på hvede , så såede alle landmænd hvede det følgende år, og så faldt prisen på hvede, mens andre afgrøder blev bedre betalt. Havde man endelig ramt den rigtige afgrøde, så blev den ødelagt af en dårlig sommers vejrlig.

Der var ikke så mange beboere på nordøen, og alle kendte alle, så hvis man traf andre beboere, hilste alle på hverandre, som regel med hånden til huen. Kom man tæt på hinanden, udvekslede man et høfligt "godaw". Det blev til ren rutine, for jeg kom nok op i de store skoleklasser, inden jeg selv kendte alle navne på koner og børn. En periode som avisdreng med Århus Stiftstidende hjalp på bekendtskaberne.

Nu ville skæbnen, at gården ved siden af vor ejedes af en ældre skipper, der netop havde et skib, så da jeg var blevet godt og vel konfirmeret, tog jeg hen og talte med denne skipper, og vi aftalte, at jeg skulle mønstre som Kok og Ungmand til foråret.

Den vinter føltes det, som om foråret aldrig ville komme. Arbejdet i marken, stalden og laden blev mere og mere træls. Jeg havde fået et ur i konfirmationsgave, og jeg kiggede tit på det, for at se om tiden var gået i stå. Så lod jeg bare blikket fare op i skyerne. De bevægede sig, så tiden gik altså.

På egen hånd.


Endelig blev det forår. Det blev aftalt, at jeg den 1. April l949 skulle møde om bord på m/gl "Erna", som lå i Københavns Frihavn. Mor var meget bekymret. Kunne jeg nu også klare den lange rejse til København på egen hånd; men jeg vidste, at man også talte dansk i hovedstaden, og jeg havde da før prøvet at spørge mig for. Der var da heller ingen problemer. Jeg var på forhånd blevet instrueret om at tage en taxa fra hovedbanegården til frihavnen, og jeg måtte ikke forlade taxaen, før chaufføren havde fundet skibet, og det klarede han fint. Han standsede undervejs ved toldgaten til frihavnen og talte lidt med tolderne. De forklarede, hvor skibet lå. Kort efter standsede han ved en høj trappe, der tilsyneladende gik helt op til himmelen. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog, at det kun var landgangstrappen til et meget stort skib. Chaufføren fortalte, at jeg blot skulle gå op ad trappen til det store skib, og så tværs hen over dækket til skibets anden side. På vej hen ad dækket fik jeg øje på et par mastetoppe, og snart efter dukkede der mere af masterne op. Der langt nede lå lille "Erna". En hjælpsom matros bandt min køjesæk og min lille kuffert fast i en lang line og firede det ned til skibet, og jeg skulle så selv kravle ned ad en slags rebstige. Det var heller ikke noget problem. Jeg havde da haft gymnastik i skolen.

Jeg blev vel modtaget om bord af skipperen Åge, en ældre mand på 28 år. Han viste mig ud i skibets forende. Der nede under dækket, skulle jeg bo sammen med bedstemanden Mich i et lille lukaf, med plads til to. Nu kunne jeg gå ned og skifte til arbejdstøj og så gå ned og hjælpe til i lastrummet.

Skipperens kone hed Gerda og så var der hunden Leddy. Det var vist en halv skotsk hyrdehund. "Erna" var ved at laste foderstoffer fra det store skib. Det kom i slæng med 15 sække ad gangen bundet sammen med en strop. Nede i lastrummet var der havnearbejdere, som lagde sækkene helt ud i lastrummets ender, så rummet blev fyldt helt op. Når slænget var tømt, skulle jeg så blot hænge den tomme strop på lossekrogen, så den kom med op i det store skib igen. Da lastrummet var fyldt, sejlede vi for motor ud i redhavnen og fortøjede der, for at gøre skibet søklart.

Søklargøringen var en større historie. Lugen skulle først dækkes til med skærstokke* og trælugedæksler. Derefter skulle der presenninger ud over. Presenningerne skulle foldes sammen på en særlig måde, hjørnerne skulle bukkes op på en ganske bestemt måde, så søvandet ikke kunne slå ind i sammenbukningen og rive presenningen op. Samtidigt skulle presenningen stikkes ned i nogle skalkejern. Nogle skalkebrædder blev lagt mellem presenning og skalkejern, og til sidst blev der slået trækiler fast i hvert skalkejern. Disse kiler skulle også vendes på en bestemt måde med den rette vinkel udad. Ellers ville kilerne blive beskadigede, og de kunne endda blive slået løse af søerne. Endelig blev der lagt et par lange surringer hen over det hele og skruet fast for enden af lugen.

Så var skibet søklart, sagde Mich. Nu skal det spules. Jeg fik udleveret en slagpøs. Man holdt pøsen lige over vandet, slog et slag med snoren, og når pøsen vendte rigtigt, lod man den falde ned i vandet, så den straks fyldtes. Et hurtigt ryk i snoren og så fat i hank og bund med hver sin hånd. Så kunne man smide alt vandet på en gang lige præcist der, hvor man sigtede. Lugekarm, lønning og dækshuse, ja det hele blev så vasket med svabere og skyllet efter med slagpøsene. Dækket blev skrubbet med stive langhårede koste. Det var ikke så ligetil at få pøsen helt fyldt med vand hver gang. "Pas på", sagde Mich, "Hvis du taber pøsen, må du selv betale for en ny."

Da vi var færdige, havde Gerda lavet aftensmad. Jeg havde inden afrejsen fået søfartsbog, pas og rationeringsmærker med hjemmefra, som jeg afleverede til skipper. Foderstofferne skulle sejles til Køge; men nu var skipperen jo kommet til penge, så han og Gerda ville ikke sejle før næste morgen. Om aftenen gik jeg mig en tur op for at se lidt på København. I Århusgade var der nu ikke meget at se på, og der var heller ikke mange mennesker. Der kom dog et par, og ved passagen af dem tog jeg rutinemæssigt hånden til huen og sagde pænt: "Godaw". De vendte sig og gloede mærkeligt på mig, hvorved jeg kom til at tænke på, at her i København kendte alle nok ikke hinanden. Man hilste nok ikke ligesom derhjemme. Men for ligesom at redde situationen henvendte jeg mig til dem og spurgte om vej til banegården. "Banegården" spurgte manden, "Hvilken banegård?". Underligt spørgsmål, tænkte jeg. Selv københavnere må da vide, hvad en banegård er for noget, så jeg fortsatte:"Der hvor togene kører til Jylland?". Så smilede de begge og sagde:"Det må være hovedbanen, du tænker på. Der henne om hjørnet ligger Nordhavn station. Der kan du tage toget til hovedbanen. Det er fjerde stop". "Tak", sagde jeg og luntede hen ad den viste vej. Jeg havde nu ikke tænkt mig at tage ud og rejse, for at komme til hovedbanegården. København må alligevel være noget større, end jeg havde forestillet mig med hele fire banegårde.

Så til søs.


Næste morgen tidligt sejlede vi mod Køge, en lille tur på kun tre timer. Det var en vidunderlig fornemmelse, at stå på sådan et skibsdæk og se skibe og moler passere forbi. Fyret på molehovederne lignede præcist det fyrtårn, jeg havde set i skolens læsebog.

Vi var dog dårligt kommet uden for molerne, før skibet begyndte at bevæge sig, og det var ikke kun skibet, der bevægede sig. Noget nede i maven begyndte også at rulle, og det varede ikke længe, inden der var noget, der ville op. Det var morgenmaden, så hurtigt, hovedet ud over lønningen og oops. Maven var snart tom; men der var mere, der ville op. Det vil sige, der var en konflikt, for maven var tom; men det kunne tarmene åbenbart ikke forstå, for de blev ved med at forsøge at vride noget op. Øjnene faldt mod styrehuset. Der stod skipper og bedstemanden og bare grinede. Jeg fandt et sted bag styrehuset, hvor de ikke kunne se mig, og hvor jeg kunne sidde i ro med min elendighed. Jeg var fast besluttet på at rejse hjem fra Køge, for det her var mere, end jeg kunne tage. Skipper kom ud til mig med en tør rugbrødsskorpe. "Spis den", sagde han, "så går det over".

Efterhånden som vi nærmede os Køge, blev skibets bevægelser mindre, og da vi rundede havnemolerne, lå skibet helt roligt og søsygen var også næsten væk. Så snart skibet var, fortøjet gik skipper op til mægleren og kom snart glædestrålende tilbage. Vi skulle til Koppervik ved Helsingborg og laste. Vi skulle altså udenlands. Den oplevelse ville jeg have med, inden jeg rejste hjem. Så ville der rigtigt være noget at prale med over for skolekammeraterne , når jeg kom hjem. Søsygen, ja, det havde jeg allerede glemt. Jeg kom jo over det sidste gang, så det gør jeg vel igen.

Motorgalease.


Skibstypen kaldes en motorgalease (m/gl), et såkaldt sejlskib med hjælpemotor, når den forreste mast (stormasten) var højere end den agterste (Mesanmasten). Der var en tocylindret 68 hestes totakts glødehovedmotor, der kunne give skibet en fart af 6 knob i pænt vejr og uden sejl. Stempeltoppene bestod af to hule glødehoveder, der skulle forvarmes med blæselamper til de var rødglødende. Så pumpede man et par pumpeslag solarolie ind i de varme hoveder og satte trykluft på fra en stor tryklufttank. Så gik motoren forhåbentlig i gang. Derpå skulle luftflasken pumpes op igen med forbrændingsluft fra motoren, så den var klar til næste opstart. Motoren blev altid startet inden afsejling og inden ankomst. Ja ofte kørte den også under hele sejladsen, for solarolien var billig, og så kom vi hurtigere frem, og vi havde strøm til lanternerne.

En lille dynamo var trukket af en kilerem fra svinghjulet. Den lavede strøm til akkumulatoren, og den kunne kun lige trække de elektriske lanterner. Når vi ankrede om natten, måtte vi tænde en petroleumsankerlanterne. Det blev også min faste opgave. Den skulle fyldes med petroleum, tændes, trimmes og justeres. Flammen skulle være meget præcis. Var den lidt for stor, ville glassene være sværtet til inden næste morgen. Var flammen for lille, kunne den ikke ses langt nok væk, og så kunne vi jo blive sejlet ned.

Det store udland.


Efter udlosning i Køge blev kursen sat mod Koppervik. Nu skulle sejlene op. Mich hersede med mig. Jeg skulle tage presenningen af sejlet, hive bomgerden tight og så hive alt hvad jeg kunne i klofaldet, mens han selv hev i pikfaldet. Der var mange nye navne, der skulle læres, og jeg fik besked på, at nu gjaldt det om at lægge mærke til alt, hvad der foregik, for inden længe skulle jeg selv alene i bælgravende mørke kunne gå ud og sætte eller bjerge sejlene eller hive eller slække skøderne , og så måtte man ikke være i tvivl om, hvor de forskellige fald og skøder var gjort fast. Først satte vi storsejlet, derefter fokken og til sidst klyveren. Skibet lagde sig lidt over på den ene side; men jeg havde så travlt, at jeg dårligt nok bemærkede det, og det var nu nok også det, der var hensigten. Jeg mærkede i det hele taget ikke meget til søsygen. Da sejlene var sat, skulle der igen spules. Nu var der jo fart i skibet, så det var meget sværere at få pøsen fyldt helt op. Det tog lang tid at spule, og da vi endelig var færdige, skulle sejlene igen bjærges, inden vi skulle i havn i Sverrig.

Koppervik var bare en stor fabrikshavn. Der var ikke meget at se på, og så talte menneskene et mærkeligt uforståeligt sprog. En ny forpligtigelse blev mig pålagt. Det var min opgave, at sørge for, at skibets ferskvandstønde altid blev fyldt op. Min første pligt efter ankomst til en ny havn var derfor altid først at finde en vandhane og derpå hente vand og fylde på skibets vandbeholder. På dækket ved siden af kabyssen var der fastsurret en trætønde, der kunne rumme ca. 80 liter vand til at drikke, til madlavning og personlig hygiejne. Jeg hankede op i to slagpøse, hoppede ind på kajen og gav mig til at lede efter en vandhane. Der var langt; men det lykkedes at finde en. Kajen var nogen steder brolagt, andre steder var den noget mudret og med masser af jernbaneskinner, så pøsene skvulpede over. Støvlerne var snart fulde af vand, og buksebenene var godt sjasket til, inden jeg nåede tilbage til skibet. Så måtte jeg jo bare gå et par gange ekstra. Det var fristende at tømme støvlerne over i tønden. Jeg havde jo trods alt båret alt vandet hele vejen.

Omkring mesanmasten var der et lille dækshus, der i bagbords side indeholdt kabyssen, og i styrbords side et lille toilet. Det blev fra starten min pligt var at tømme toiletpøsen, gøre den ren og holde rent på toilettet. Det var dog ikke noget problem, for indholdet skulle bare ud over siden, og søvand til rengøring havde vi jo altid lige ved hånden. Jeg skulle dog ikke glemme det, for så blev den snart for fuld, og hvis den skvulpede over, var det naturligvis mig selv, der måtte gøre rent.

Fra Koppervik skulle vi til Aalborg. Lastningen gik hurtigt, og søklaring og spuling var allerede ved at være rutine. Vel ude af havnen blev sejlene sat. Denne gang satte vi også mesansejlet, altså alle 4 sejl. Mich lærte mig nogle knuder og knob, for, som han sagde, hvis man ikke kendte de vigtigste knuder, kunne vi jo risikere, at sejlene faldt ned, og så skulle vi ud og bakse med dem igen måske midt om natten og i dårligt vejr.

Vi havde nu været udenlands, og dermed havde vi fået udførselsvarer, toldfrie cigaretter uden banderole til 60 øre for en 20 stk. Chesterfield. Nu skulle jeg så til at lære at styre skibet efter kompasset, og ryge billige cigaretter til. Det varede ikke længe, inden der ikke var noget land at styre efter. Det var ikke let at styre efter kompasset. Når man drejede på rattet, tog det lang tid, inden skibet begyndte at dreje, så jeg var hele tiden langt ude af kurs. Kom jeg for tæt på vinden, begyndte sejlene at blafre inde ved masten, og så kom skipper farende og skældte ud. Kom jeg for langt fra vinden, lagde skibet sig mere over på siden, og så skældte han også ud. Jeg bemærkede, at når sejlene var sat, så lå skibet meget roligere i søen, og søsygen var ikke nær så slem. Når tarmene begyndte at røre på sig, skulle jeg bare lige binde en snor på rattet et øjeblik, mens jeg lige åbnede styrehusdøren til læ side og fik tømt mavesækken. Jeg fik hurtigt lært at bruge døren i læ side. Ikke fordi den dør var nemmere at åbne; men hvis man kastede op til luvart, fik man det hele i hovedet igen. Klokken 22 afløste skipper mig ved roret og jeg kunne få lov til at gå til køjs og sove lige til næste morgen klokken 6.

Rejsen tværs over hele Kattegat var uendelig lang. Vi havde ikke set land i mange mange timer. Klokken 6 næste morgen hørte jeg lyden af træsko på dækket oven over. Det var skipper, der kom og kaldte på mig. Jeg rejste mig brat op og bankede i mørket hovedet ind i en dæksbjælke, der var placeret midt i køjen. Det gjorde avs, men skipper grinede bare. "Det har vi vist alle sammen prøvet", sagde han blot og luntede tilbage til rattet. Der var godt nok en elektrisk pære i lukafet; men den måtte vi ikke bruge, da den smule strøm der var på akkumulatoren skulle bruges til lanternerne. Ville jeg have lys til påklædning, måtte jeg tænde petroleumslampen, der var hængt kardansk op på palstøtten, og jeg måtte for guds skyld ikke forlade lukafet uden at slukke petroleumslampen.

Kokketjans.


Jeg skulle op og lave morgenkaffe til ham og mig selv. Kedlen stod på dørken under vasken, og vandtønden stod på dækket lige uden for kabysdøren. I toppen af tønden var der et lille hul, som var lukket med en træprop, og i denne prop var der med en fin kæde fastgjort et lille blikkrus til at tage vand op med. Vandet skulle koges på en primus, som selvfølgelig først skulle fyldes med petroleum. Dernæst fyldte man sprit i et lille rundt kar. Spritten skulle opvarme brænderen, og lige før spritten var brændt op, lukkede man for en luftskrue, og med en lille indbygget pumpe pumpede man luft på oliebeholderen, så petroleumen blev trykket gennem en fin dyse i den nu opvarmede brænder. Så snart primusen var tændt, holdt den selv brænderen varm, til der ikke var mere petroleum, eller til man lukkede lufttrykket ud af beholderen. Efterhånden som det svandt i beholderen, faldt trykket, og primussen måtte pumpes op igen. Ofte var der snavs i dysen, som så måtte renses med en speciel rensenål. Var man ikke hurtig nok, blev primussen kold, og så kan det nok være der kom sort ildelugtende sort røg fra apparatet. Så kunne man begynde forfra med sprit igen. Man skulle altså ikke forlade dette apparat ret længe ad gangen.

Det lykkedes at fremstille en kande kaffe, som jeg så bar ned til skipper. I mellemtiden havde han stillet lidt brød og pålæg på bordet, og så fik vi morgenmad. Mich havde styret skibet fra midnat til klokken 6, så han sov nu. Gerda sov længe om morgenen. Efter morgenmaden skulle jeg ud og arbejde på dækket. Var det fint vejr, skulle jeg fjerne løse malingsskaller, slibe kanterne med sandpapir og male. I mindre fint vejr skulle der vaskes og gøres rent. Der var altid noget, der var snavset og som skulle vaskes. Jeg kunne ikke se noget skidt; men det kunne skipper. Det var maskinens udstødning, der grisede skibet til, sagde han. Efter et havneophold var skibet blevet snavset af fabriksskorstenes røg. Hvis vejret var for dårligt til udendørsarbejde, fandt han altid på noget inden døre eller i maskinrummet. Maskinrummet var en pestilens i dårligt vejr. Der var ikke meget plads; men der kunne jeg se skidtet og følte, at nu gjorde jeg da lidt gavn. Solarolien blandet med halvråddent bundvand lugtede fælt, så det kunne få tarmene til at brokke sig. Somme tider fik jeg blot lov til at styre til klokken 11. Så skulle jeg skrælle kartofler og koge dem. De blev kogt i havvand, for der var jo ingen grund til at bruge ferskvand, når der alligevel skulle salt i.

Klokken 1130 var der kommet liv i Gerda som kom og overtog kabyssen, mens jeg så til, så jeg kunne lære det. Så længe vejret var pænt, kunne jeg stå i døråbningen og kigge på, for der var altså ikke plads til to i denne kabys. Jeg bar maden ned agter til skippers salon, hvor vi alle spiste samtidigt, mens skibet styrede sig selv med rattet surret. Kompasset var kardansk* ophængt i en udskæring i ruffet* (tag eller dæk over salon og maskinrum). Der var glas i både kompassets top og bund, så han også kunne se kursen fra salonen og fra hans sovekabine. En gang imellem måtte han lige op og justere surringen på rattet, når vi var ved at komme ud af kurs.

Efter middagen måtte jeg rigge af (rydde middagsbordet) og vaske op, og så op og styre igen. Jeg undrede mig over, hvordan skipper kunne finde den lille indsejling ved Hals, når nu jeg havde været så meget ude af kurs næsten hele tiden. Skipper viste mig søkortet over Kattegat. Det lignede nu ikke meget de landkort, vi havde brugt i skolens geografitimer. Der var nogle lange lige streger i kortet. Det var de minestrøgne ruter; men dem sejlede vi nu ikke efter, for "Erna" var et træskib, og ville derfor ikke blive tiltrukket af magnetminer. Jeg fik venligt svar på alle mine spørgsmål, og det benyttede jeg mig af.

Endelig langt om længe dukkede der et fyrskib op ude horisonten. Det var Hals Barre Fyrskib, og inden længe kom der også land til syne med ledefyr og røde og hvide koste, (flydende sømærker). De røde skulle være om styrbord og de hvide om bagbord, når vi var for indgående. Så skulle der styres lige, for hvis vi kom på den forkerte side af kostene, ville vi rende på grund, og det var ensbetydende med en masse tungt arbejde for at komme af grunden igen. Skibet kunne også beskadiges, og det kunne tage timer, måske dage at komme fri af en grund igen.

En Biograftur.


Efter udlosning i Aalborg sejlede vi ind i Østre Havn og fortøjede, mens vi ventede på en ny last. Der lå ofte andre sejlskibe og ventede, og så lærte man jo også lidt om de andre skibe og deres besætninger.

Hyren var 75 kroner om måneden, og jeg havde fået 20 kroner af skipper til en biograftur. Jeg vandrede ind mod byen og fandt en biograf, hvor jeg så en gyserfilm. Filmens handling husker jeg ikke meget af; men gyset brændte sig fast i min hukommelse. Man så en stor kiste, der langsomt åbnede sig, og der kom en hånd til syne. Da hele hånden var fri af låget, faldt låget i igen, og hånden bevægede sig hen til et klaver, hvor den spillede noget uhyggeligt musik. Man så den afskårne hånd sådan, at knoglerne trådte tydeligt frem i billedet. Kun husets frue kunne høre musikken og se hånden. Så snart andre af husets beboere kom ind i stuen, forsvandt hånden og musikken. Rædselen må have stået malet i mit ansigt; men jeg måtte mande mig op. Det var trods alt kun en film, så jeg gav mig til at spekulere på, hvordan man mon lavede sådan nogle billeder. Hvem lagde mon hånd til?

Efter filmen skulle jeg jo tilbage til skibet i Østre Havn. Der var to veje, der var omtrent lige lange, så jeg valgte at gå langs havnen, for der var der da en smule genskær fra vandet til at lyse op i den bælgravende mørke nat. Når jeg i barndommen gik hjem fra en bytur, gik jeg efter lyden. Så længe det knitrede under skoene, var jeg stadig på grusvejen. Når det holdt op med at knitre, var jeg kommet ud i rabatten. Så skulle jeg blot ændre kurs en smule til det begyndte at knitre igen. Da jeg senere fik cykel, kørte jeg efter de samme lyde. Dynamolygten var ganske vist opfundet; men sådan en var jo dyr og slet ikke nødvendig. Somme tider var der dog klar stjernehimmel eller måneskin, og så kunne man se langt. Inden filmen begyndte, havde jeg købt en masse slik og et par ugeblade, Hudibras og Variete. Slik var der ikke mere af; men jeg fik tankerne om filmen på afstand ved at glæde mig til at komme om bord og studere de flotte billeder i ugebladene.

Sommeren gik.


Det hele begyndte at blive rutine. I perioder var der rigeligt at bestille. Lå vi i havn, skulle lugen åbnes inden klokken syv, og ofte lossede vi selv skibet. Sejlet blev slået fra bommen, så denne kunne bruges som lossebom. Ved formasten stod der et lossespil, som blev trukket af en lille glødehovedmotor. Glødehovedet skulle først varmes rødglødende med en blæselampe. Når vi så drejede kraftigt med svinghjulet, gik motoren i gang. Mich og jeg gik i lasten og lagde sækkene i slæng i nogle tovværksstropper. Skipper passede som regel lossespillet og hev slængene op af lasten. Inde på kajen stod en havnearbejder og hev slænget ind over en lastbil. Det var hårdt arbejde i lasten; men jeg var vist ved at udvikle musklerne. Klokken 11 fik jeg lov at gå op af lasten for at lave middagsmad, og opvasken skulle være overstået inden klokken 1, for så skulle jeg med i lasten igen.

Østtyskland.


Gerda og Åge havde ingen børn og kunne heller ikke få nogen, så senere er jeg blevet klar over, at de nærmest betragtede mig som deres egen søn. Sådan følte jeg det da også.

Så fik vi en rejse til Stralsund i Østtyskland efter kali i løs vægt. Jeg havde hørt så meget om denne havn, så det var jo spændende. Da vi var fortøjet ved ventekaj, kom de russiske toldere om bord. De skulle undersøge skibet for smuglervarer, og de rodede grundigt op i vore private sager, indtil de fandt mine ugeblade. Så rodede de ikke mere, for nu kunne de sagtens få den tid, der var afsat til undersøgelsen, til at gå. De studerede de flotte tegninger af halvnøgne piger, og det kunne de få lang tid til at gå med. Om aftenen gik alle i land; men Gerda mente ikke, jeg var gammel nok til at komme med, så hun lokkede mig til at indvilge i at blive låst inde i lukafet, så ingen kunne komme til at gøre mig noget ondt. Det var nok lidt af en streg i regningen. Det gjorde nu ikke noget, for så fik jeg jo god til at skrive brev til mine forældre. Det gjorde jeg ca. hver anden uge. Vi havde ikke haft fremmedsprog i folkeskolen; men jeg nåede at komme med på et engelskhold hos præsten i Nordby efter konfirmationen. Jeg lærte da i det mindste at sige:"I can hop, I can run". Bøgerne herfra havde jeg med til søs med anbefaling om at studere videre. Desuden havde Mich lært mig at knytte bælter af sejlgarn, en særlig sømandsfritidsbeskæftigelse, så jeg havde rigeligt at tage mig til. Jeg var slet ikke ked af Gerdas omsorg for mig.

Næste gang vi kom til Stralsund var Gerda ikke med. Vi fik også ventetid denne gang med mulighed for at gå i land, og nu skulle det udnyttes. Tolderne var ikke noget problem, for jeg havde købt ekstra forsyning af Hudibras og Variete, så de var lykkelige. Jeg havde et par tykke sorte vadmelsbukser, og Mich havde lært mig, hvordan man laver pressefolder i dem. De skal blot lægges korrekt sammen og så ned under lagnet inden man går til køjs, og så skal man selvfølgeligt sove roligt om naten. Ganske rigtigt. Næste morgen var der de flotteste pressefolder i mine bukser.

Vi måtte tage to pakker cigaretter med i land, og det var også rigeligt. Fra indsejlingen og fra havnen havde jeg bemærket, at det meste af byen stadig lå i ruiner fra krigens tid. Der var dog en del nye boligblokke i byens udkant. Byes gader viste sig at være ryddet pænt for murbrokker; men man havde åbenbart ikke til hensigt at genopbygge den gamle bydel. Nogle huse stod der dog endnu, og jeg var blevet anbefalet at søge efter byens "Vinkælder", og det viste sig at være en rigtig god ide. Det var ganske rigtigt en kælder med søjler og buede lofter, og et pænt stort orkester. Her var liv og glade dage og en plads til hver en gæst. Selv om jeg ikke kunne et ord tysk, kom jeg dog hurtigt i kontakt med nogle tyskere, og jeg fik glæde af det engelsk, jeg havde lært. Jeg havde ingen penge med; men her kom de amerikanske cigaretter til gode. To pakker cigaretter kunne betale en hel aften på vinkælderen med sang og dans. Og så vrimlede det med flotte unge piger. Jeg kunne blot ikke tale med dem, og det var ubehageligt, så det måtte der gøres noget ved. Mod en cigaret og en øl var alle særdeles hjælpsomme. De hersede ligefrem med mig, for at lære mig sproget, og der hang en masse ved. Dog tror jeg mine første tyskkundskaber var noget uldne.

Næste rejse skjulte jeg lidt flere ciagretter for tolderne, inden jeg gik i land, og det skulle jeg ikke komme til at fortryde. En enkelt cigaret til en sporvognskonduktør og jeg kunne køre med, lige så langt jeg havde lyst.

Vi havde en del sejlads med cement i sække fra Rørdal. Vi hentede også kunstgødning i Skien (Sydnorge). Der blev også hentet en del kul og briketter i Rostok og Lübeck. Somme tider hentede vi f. eks. byg i løs vægt i Vejle og sejlede det til Kalundborg. Så kunne vi ligge nogle timer og vente på ny last, og det kunne da godt være byg tilbage til Vejle.

En gang lastede vi molersten i Skarrehage på Mors til Nyhavn i København. Lastningen foregik ved, at en arbejder fra fabrikken klemte en halv snes sten sammen mellem hænderne, drejede rundt og afleverede dem til næste mand. Næste mand måtte så gribe stenene i luften, og det var bare med at klemme til, så man ikke tabte bunken ned over tæerne. Sådan blev stenene langet hele vejen ned i lastrummet. Åge og Mich var med i denne kæde; men jeg fik ikke lov. Det var mine hænder slet ikke hærdede til, sagde Mich, og hvis jeg ikke havde kræfter nok til at holde sammen om stenene, ville jeg jo få dem alle sammen lige i hovedet, og det ville bare forsinke lastningen. Stenene var så lette, at de kunne flyde på vandet. I Nyhavn lossede vi på samme måde. Dog tog vi ikke så mange sten ad gangen, for nu skulle de jo løftes op ad lastrummet; men her fik jeg lov til at prøve at være med. Jeg var stolt; men det varede ikke længe, inden jeg måtte give op. Mine håndflader var ømme, røde og flossede, og nu kunne jeg godt indse, at jeg slet ikke var befaren endnu.

Hvis vi ikke blev udlosset samme dag, havde jeg fri om aftenen efter opvasken; men som regel blev vi udlosset inden fyraften, og så skulle der sejles, spules, sættes sejl og styres, også selv om det var blevet mørkt. Ofte ville skipper ikke sejle om natten. Så blev vi liggende til næset morgen, eller hvis vi var på søen, gik vi ind under land og kastede anker til næste morgen. Somme tider var vejret for hårdt til at sejle. Så gik vi også ind og ankrede i læ af land. Der kunne således ofte ligge 20 - 30 skibe til ankers ved Hals og bare vente på bedre vejr. Vinddrivere kaldtes de. Af og til fortøjede vi på siden af et andet skib, og var der godt med læ, kunne det ene af skibene slippe for at ankre. Underligt nok var det altid os, der skulle ankre. Nå, pyt. Besætningen på det andet skib hjalp os som regel næste morgen med at hive vort anker op. I det hele taget var alle behjælpsomme. Ved ankomst til havn var det altid min pligt at springe ind på kajen for at sætte trossen fast; men lå der et andet skib i nærheden, kom der altid en mand derovrefra for at tage imod vore trosser. Lå vi selv ved kaj, spejdede vi altid efter andre kommende skibe, så man kunne tillade sig at smide malerpenselen for at springe hen og hjælpe. Så udvekslede vi jo altid lidt nyheder.

Skipperne lyttede til vejrmeldinger over radioen og drøftede så situationen, om man skulle sejle eller ej. Skipperne kendte deres skibe og vidste, at de ikke kunne tåle al slags vejr. Blev man overrasket af dårligt vejr undervejs, kunne det ske, at vi måtte til pumperne, og det var ikke rart, for hvis det havde været for slemt, lukkede lækagen ikke igen af sig selv, og så skulle skibet måske hales på land for at blive tætnet. Den slags skulle gerne undgås, for det var både dyrt og tidskrævende. Skibet tjente jo ingen penge i den tid, og vi ville da gerne have vores hyre til tiden.

Alle mand til pumperne.


Lænsepumpen (pumperne) var monteret i trædækket lige foran mesanmasten og var selvfølgelig manuel, og lænsning var meget tungt arbejde. Ind imellem kiggede man lige ned i maskinrummet, for at se om vandstanden blev mindre og om man kunne følge med, og det var frustrerende, hvis vandstanden forblev i samme højde, eller måske endda ligefrem øgedes. Så måtte der lægges flere kræfter i, eller der måtte to mand på arbejdet. Det skete dog heldigvis ikke så ofte, for Åge havde haft part i skibet i flere år. Han kendte skibet godt, og vidste tilsyneladende, hvornår der skulle søges læ.

Efter en gang hårdt vejr gik snakken om, hvor godt eller uheldigt rejsen var gået. Vi havde en gang ligget ud for Grenå i hårdt vejr, og fik senere at vide, at et andet lignende skib:"Martha" af Middelfart, som lå lige i nærheden, havde fået sit sejl flænset af stormen. Liget* var kommet i skruen, så motoren var gået i stå, og skibet var således totalt hjælpeløs. Først smed man det ene anker; men skibet drev med ankeret. Så smed man det andet også, og så holdt det. Man fik med stort besvær liget viklet ud af skruen og slap derfor for den store ulykke.

Lidt efter lidt begyndte jeg at forstå, hvorfor vi så ofte lå som vinddrivere somme tider i dagevis, og at det krævede erfaring at bedømme, hvor hårdt vejr skibene kunne tåle.

At hive ankeret hjem om morgenen var også tungt arbejde. Det foregik selvfølgelig også pr håndkraft, og det var god morgen motion. Mich og jeg "pumpede" ankeret hjem med hver sin håndspage*, mens skipper bare stod oppe i styrehuset og så til. Sejlsætningen bagefter var også tungt arbejde. Vi skulle nødvendigvis være to mand om arbejdet, og med en særlig teknik kunne vi faktisk hive det ganske tight.

En morgen i søen var jeg blevet purret til sædvanlig tid klokken 6. Jeg gik søvndrukkent hen i kabyssen, tændte primussen og satte kedlen over. Kedlen plejede godt nok at være tom, når den blev sat til side. Denne gang var den fuld, og jeg sendte en venlig tanke til den, der sidst havde fyldt den efter brug. Jeg lavede kaffe og bragte det op til skipperen. Han tog en slurk og spyttede så det hele ud igen med en arrig mine. "Du kan godt koge kartofler i søvand", sagde han; "men du kan altså ikke lave kaffe med det". Kedlen havde stået på dørken i kabyssen natten over. Det havde været dårligt vejr; men vi var kommet i læ, så jeg havde ikke tænkt på at kontrollere kedlens vandindhold for eventuelt søvand.

*Køjesæk: som regel syet af sejldug til transport af køjetøj, dyne, pude, betræk, arbejdstøj, olietøj, gummistøvler og andet fodtøj
*m/gl: motorgalease = sejlskib med hjælpemotor
*Galease: sejlskib med to master, hvor den forreste er højest
*Bedstemand: erfaren sømand, en slags styrmand i små skibe
*Søklargøring: lukke lugen vandtæt, så den kan tåle al slags vejr, samt surre (fastgøre) alt løstliggende, så det ikke skrider under slingerage
*Lugen: stor åbning i dækket til lastrummet omkranset af lugekarm til forstærkning af skibet.
*Skærstok: flytbar træbjælke placeret midt i lugeåbningen til at holde lugedækslerne
*Slagpøs: galvaniseret jernspand. Midt på hanken er der et øje med en snor i
*Svaber: kost på skaft med bløde børster
*Bomgerd: wire til at holde sejlets bom fri af dækket, mens sejlet sættes/bjærges
*Klofald: talje med ene blok fastgjort oppe i masten, anden blok fastgjort på gaffelens klo. Gaffelen er øverste rundholt, som spiler sejlet ud foroven, og som ender i en klo omkring masten
*Pikfald: talje mellem mastetoppen og gaffelens midte
*Skøder: svær talje til at trække sejlets bom ind mod midtskibs, eller til at slække ud, når vinden er tværs eller agten for tværs
*Storsejlet: det største gaffelsejl
*Fok: trekantet sejl foran forreste mast
*Klyver: trekantet sejl foran fokken
*Mesansejlet: agterste gaffelsejl på mesanmasten
*Kompas en kompasrose (rund skive) centreret i kompashuset (væskefyldt ring med glaslåg). Under kompasrosen er anbragt nogle magnetnåle, der indstiller kompasrosen parallelt med jordens magnetfelt.
*Luvart den side af skibet vinden kommer fra i modsætning til læ side
*Dæksbjælke svær tværgående bjælke under dækket, som dæksplankerne er skruet fast i
*Kardansk ophængt i en ring, så kompas, lampe o.l. holder sig vandret selv under slingerage
*Palstøtten Lodret meget svær bjælke fra kølen gennem dækket til ankerspillet til at holde palerne, så ankerkædens træk ikke får ankerspillet til at løbe baglæns
*Styrbord skibets højre side set agterfra. Den side vikingerne anbragte styreåren
*Bagbord skibets venstre side set agterfra
*Kabys skibets køkken
*Håndspage jernstang på ca. en meters længde med et stort øje i den ene ende. Det stikkes ind i en vippeanordning med paler på ankerspillet.
*Ruffet lav bygning agter med tag eller dæk over salon og maskinrum
*Liget et kraftigt tov syet på kanten af sejlene hele vejen rundt
Tilbage til forsiden.
Til toppen af denne side.

Send mig en kommentar