Tilbage til forsiden.. . .

          Billeder

m/s "Selandia"

Når man først hører navnet M/S "Selandia", kommer de fleste til at tænke på verdens første dieselmotorskib, som blev bygget ved Burmeister og Wain i København år 1912.



Selandia nr. 2 blev bygget på Nakskov skibsværft år 1938.

Skibets længde var 138 meter, bredde 19 meter og lastet dybgang 7,8 meter.

Dødvægtstonnagen var 8.400 tons.

Der er forskellige oplysninger om passagertal, men jeg fik oplyst, at vi havde 80 passagerer med, og besætning ialt incl. stewardesser, vaskeridamer, oppassere, tjenere og hairdresser var 65. Vi var 13 matroser.

1 Dieselhovedmotor på 7.300 hestekræfter, som trak en fastbladet skrue.




3 rejser til Bangkok og tilbage til København.

Takket være en kort hyre som letmatros i DanskFransk's tankskib "Irland" var jeg nu endelig blevet medlem af Sømændenes forbund, og som sådan kunne jeg nu søge hyre som befaren matros på et dansk skib.
I efteråret 1955 gik jeg derfor og stemplede på sømændenes forbunds forhyringskontor i Herluf Trollesgade i København.

Den 22.12. kom hyren. ØK's Selandia skulle bruge 12 matroser. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne sanser, for jeg blev en af de udvalgte. Det skib havde jeg drømt om, siden min skoletid, og så var den der. Men først skulle vi lige ned på rederiets kontor i Lille Strandstræde og vurderes. Det gik nu ganske let. Bagefter skulle vi til rederiets læge i Dronningensgade. Vi skulle vaccineres og gennemlyses for tuberkulose, og det værste var den lange ventetid ved hver sluse. Endelig hen på eftermiddagen blev vi kørt ud til skibet, der lå ude i frihavnen.

Det var et stolt syn, denne flotte skude med de 4 master og plads til 80 passagerer. Vi hankede op i køjesækkene, kravlede op ad landgangen og blev modtaget af styrmanden. "I skal bo derhenne" sagde han og pegede på poopen henne agter. "Når I har installeret jer, kan I rejse hjem og holde jul og komme igen den 26. december tidlig morgen". Det var næsten ikke til at fatte, verdens flotteste skib i mine øjne, og så begynde med at holde jule ferie med fuld hyre betalt.
Til toppen af siden.. . .